Børns mundtlige legekultur...

Beth Juncker: Børn og Kultur – mellem gamle begreber og nye forestillinger

Vores samfund har været under en stor forandring siden 1980, dette kræver at det er nødvendigt at diskuterer de gamle begreber om kultur, og udvikle nye. 

Ziehe har en pointe om at på trods af der er en mere omfattende institutionsalising og pædagogisering hvor der er meget styrede processer, så er det faktisk ikke dér børn får deres normer, værdier, regler, roller og identitet – Det gør de tværtimod ude i den æstetiserede kultur i hverdagen – hvor der ikke er så formelle processer for at lære og hvor der ikke er pædagogiske og didaktiske målsætninger.

Dermed sagt at den æstetiske kultur i børns liv stiller en langt større rolle for deres socialisering end fra kulturen i institutionerne og de læreprocesser som høre til der.

Et skel som er i opløsning - Et skel som har været mellem børnekultur og ungdomskulturen – hvor børnekulturen var en meget professionelt kultur hvor børn skulle ha kunstnerisk og pædagogisk hjælp til at kunne hjælpe sig selv, og hvor ungdomskulturen havde dens egen selvstændige kultur.

Kulturel frigørelse:
Den kulturelle frigørelse gør at man kan se forskel på børnekultur som; hvor der er en professionel formidling i kulturen og så på Børns kultur; hvor børnene tager kulturen fra hverdagen og gør brug af den.

I dag er børns hverdag præget meget af medier, deres værelser og i deres liv generelt er der et kæmpe input fra medier såsom; tv, internet, pc, spil, mobil osv. Men i dag er det også noget børnene kan bruge til at producere noget med, der kan skrives, redigeres, designes, layoutes, kommunikeres, søges osv osv.
Ligeledes er det meget igennem medier at børn er sammen/kommunikere selv om de kan være langt fra hinanden fysisk.

Tidligere var det kun kunstnere som lavede æstetisk produktioner, og det forgik indenfor museer, teatre og biblioteker, nu er den æstiske produktion også rykket  ud i fritidens rum. På denne måde har æstetisk produktion blevet langt større. Børn og unge er også dem som først tager nye medier til sig.

Der er forskel på børnekultur og på børns kultur.

Børnekultur:
er en professionel kultur, som er pædagogisk og psykologisk – det er de klassiske udtryk som; litteratur, billedkunst, klassisk kunst osv.
Børns kultur:
Er deres egne måder at bruge kulturen i hverdagen på, det er børns æstetiske potentialer, det er det medierede æstetiske udtryk.

Det senmoderne samfund må derfor tage  højde for den dannelse som multimediekulturen giver.

Vi ser nu ikke længere børn som primitive, driftstyrede, ufornuftige og barnlige som noget der skulle ordnes, men nu ser vi det som værdier.

Kultur

Ifølge det antropoliske synspunkt er kultur ikke noget som vi har, men noget som vi ser med og taler fra – en slags position. Viden er ikke kun det sproglige og det kognitive – men også det vi ubevidst fortæller med vores kroppe og det søger det kollektive/fællesskabet som vi alle har en del i og bidrager til. Så er  det humanistiske begreb for dannelse individorienteret.

Børns perspektiv.
Børneperspektivet interesserer sig for hvad børn SELV finder relevant, centralt, betydningsfuldt og godt.

”Børneperspektiv er det sæt af teorier, begreberog metoder, som voksne tager i brug for at kunne nærme sig børnsperspektiv.”

Børnens kulturelle fortolkninger af fællesskabet er som et legende - narrativt begær og vilje som rummer energi og kraft - lige meget hvad vi voksne ønsker os.

Litteratur: Beth Juncker: Børn og kultur- mellem gamle begreber og nye forestillinger, I: Mogens Sørensen (red): Dansk, kultur og kommunikation, Akademisk forlag 2007

- Lavet af Trine 

Indsamling af vitser!

Hej

Jeg har prøvet at indsamle nogle vitser. Jeg spurgte først min egen dreng på 5 år, om han kendte nogle vitser.. men han kendte ikke til vitser og sagde blot "Hvad er vitser?" ;-) - og så måtte jeg jo livligt fortælle ham om dem :-)
Men det er også lidt mit indtryk at man skal op i en lidt højere alder før det er noget som er kendt/bliver brugt. Så jeg valgte at spørge en pige på 12 år, som jeg kender om hun ikke kunne fortælle mig et par vitser.

- I kan se videoen her:

Den første hun fortæller:

"Hvorfor ligger den ordblinde hval på havet og griner? Det er fordi at den har læst, at den er verdens største pjattedyr..." 

Den hører ind under kategorien: Gåder og Gådevitser.
Som er bygget op over en enkel stil, hvor det gælder om at gætte det rigtige svar. og for at kunne gætte dette kræver det sproglig viden og en god portion fantasi ;-)

Så her kan man sige at pigen vinder kappestriden, da jeg ikke regner gåden ud.

Overleveringen sker fra mobil --> til barn, hvilket er et medie som er meget brugt idag, og nok det sted børn får de fleste vittigheder fra.

Denne vittighed kan man placere inden for det poetiske system - hvor man kreativt leger med sproget og bruger ordene som et æstetisk formbart materiale.

Den anden hun fortæller:

"Hvad er forskellen på en blondine og en dankortautomat? Man kan blive afvist af dankortautomaten..."

Den hører også ind under kategorien: Gåder og Gådevitser. 
Dog kan man måske også sige, at blondine vitser indeholder et strejf af Parodi.
Da de gør grin med en bestemt type/person - Blondine vittigheder fortjener næsten en kategori for sig selv, da de er blevet mere og mere populære og der findes stadig stigende flere af dem.
De fremstiller blondiner som utrolig dumme og nemme at få med i kanen.
Det er i vittighedernes verden at dette gøres acceptabelt og sjovt - men med en passende, humoristisk distance som alle kan grine med på.

Denne gåde er også bygget op over en enkel stil, med et spørgsmål og et svar mulighed, for at gætte svaret kræver at man befinder sig i et sociokulturelt system, hvor man har fælles rammer og viden om samfund og kultur, da samme vittighed ikke ville give den samme mening i fx et afrikansk land.

Her foregår overleveringen ligeledes fra mediernes verden --> til barnet igennem mobiltelefonen, hvor vitser er nemt tilgængelige med nutidens teknologi.

- Lavet af Trine Louise :)

Litteratur:

Bjerregaard, Povl: Børns mundtlige legekultur, I: Mogens Sørensen (red): Dansk, kultur og kommunikation, Akademisk forlag 2007

Antropologisk viden om børn

Antropologisk forskning af børn er en videnskabelig måde at indkredse de forhold som børnene oplever, og de forhold som virker på børn og dermed påvirker deres handlinger, muligheder, fortolkninger og endvidere påvirker deres udvikling.
Antropologisk forskningsmåde kan give os en større indsigt i børns muligheder for at handle og for børnenes opfattelser + de betingelser de har haft i deres opvækst og i de relationer de har indgået i.

Et vigtigt element i antropologisk forskning er Feltarbejde.
Her er man ude i ´feltet´ og får opbygget relationer til objekterne ved at indgå i sociale sammenhænge. På denne måde kan man få et fuldt indtryk i deres liv.
Ved at leve sig ind i de menneskers hverdag kan man få et overblik i deres prioriteringer og i deres logikker som gør at de handler efter hvad der giver mening for dem selv.
Feltarbejde er derfor AKTIV DELTAGELSE. og det er vigtigt at UNDRE SIG over de forhold som man bliver konfronteret med ude i feltet.

Etnografisk forsknings metode indebærer at man på en og samme tid både deltager med indlevelse overfor objekterne, men også med en vis form for distance, så man kan prøver at forstå andres handlinger og deres opfattelser men samtidig holder en analytisk distance.

Man har ofte tendens til at lægge vægt på de sproglige udsagn (citater) da de er nemmest at registrerer og få skrevet ned, men man kan komme til at ´udelukke´ de børn som er introverte og tavse, og istedet fokuserer på de mere ekstroverte og råbende børn.

Pointen ved antropologisk forskning er at rykke ved objekternes perspektiver, som er ret fasttømret i  det levede liv. Men at gøre dette på en måde, så man ikke tilsidesætte folks egen opfattelse, men prøver at få de ind med et mere generelt sprog.
Analysen må dermed prøve af afdække de mønstre som barnet handler ud fra, men som barnet ikke selv har set sammenhængen i.

Det er yderligere vigtigt at analysere kontekster, på samme linie som handlinger og interaktioner er. Kontekster er de forbindelser som er relevant for det som man udforsker.
Man inddrager nogle forhold som man synes er vigtigt, men udelader andre - alt dette bygges i høj grad ud fra ens teoretiske vinkel og udfra de spørgsmål som man stiller.


Litteratur: At skabe antropologisk viden om børn. Eva Gulløv, Susanne Højlund. I: Feltarbejde blandt børn: metodologi og etik i etnografisk børneforskning (S. 15-36)

/Trine Louise

Skvat! Splat! Dingenot! Tagfat!

Børns mundtlige legekultur

Børns mundtlige legekultur omhandler alt ligefra øgenavne, kælenavne, gåder, rim, remser, vitser, gyserhistorier, fornærmelser osv. osv. (Sørensen s. 214)

Denne kultur er noget som ofte kommer til syne når børn er sammen uden at de voksne blander sig, eller når de voksne er i periferien.
Hvis man skal sætte et begreb på legekulturen er "Børns æstetisk symbolske udtryksformer" meget passende. (Sørensen s. 215)

For at være deltager i legekulturen kræver det en vis form for færdigheder for at kunne udtrykke sig og gøre brug af æstetiske teknikker, det handler om at kunne iscenesætte sig selv og performe. (Sørensen s. 215)

Familien har også stor indflydelse på at børn får tilegnet sig den mundtlige legekulturs kompetencer. De har nemlig en stor indflydelse på at viderebringe glæden ved at lege med sproget. Da det også er da voksne som kan lave sjov med sproget. (Sørensen s. 216)

Man kan dele mundtlig kultur op i 2 overleveringer.

1. Vertikal overlevering: Fra voksen --> til barn.
2. Horisontal overlevering: Fra barn --> til barn.

Men idag i det postmoderne samfund er det også vigtig at inddrage mediernes betydning for børns legekultur, da de nemlig har en stor indflydelse på denne.
Medierne er nemlig fyldt med indtryk, parodier, vitser som påvirker børns legekultur. (Sørensen s. 216)

Sprog, fortælling og mundtlig leg. 
Sproget indgår i sociale arenaer hvor der befinder sig et magtspil, især indenfor status, roller og anerkendelse. Det er velset at man er god til at beherske sproget. Fortællingen er grundlæggende for børns selvforståelse og forståelse for verden. (Sørensen s. 217)

For at kunne deltage i mundtlig humor, kræver det at man har viden og kompetencer inde for disse tre systemer:

1. Et sociokulturelt system.
   De rammer som deltagerne er fælles om, fx viden om samfund og kultur.
2. Et lingvistisk system.
   Er viden om sprogets indretning. fx fonetik og semantik og sprogets sociale funktioner.
3. Et poetisk system.
   Kompetencer for at manipulere med sproget på kreative, æstetiske måder.
   (Sørensen s. 218)

Gåder og gådevitser.
Har en enkelt og fleksibel form. Gådegætning er også en kappestrid.
For at kunne gætte det rigtige svar kræver det kompetencer inden for sproglig viden, logisk sans og fantasi. (Sørensen s. 220)

Gyserfortællinger.
Uhyggelige fortællinger  En god fortæller kendetegnes ved brug af sproglige og dramatiske virkemidler. fx stemmeføring, pausering og gestik. (Sørensen s. 222-223)

Alle børnene -genren.
En mode dille fra omkring 1990. Alle børnene -genren er en måde for børnene at udtrykke socialiseringserfaringer,  herunder kulturelle tabuer som ulykke, dumhed, død, handicap, lemlæstelse, sex, incest, voldtægt osv. (Sørensen s. 223-224)

Parodier.
En komisk efterligning af en forfatters stil, holdning, ordbrug og tonefald.
Eller fx en måde at gå, tale eller opføre sig på. 

Kort sagt - at gøre grin med noget/nogen fx en person, sang reklame. (Sørensen s. 227)

Rim og remser.
Kan være svære at kategorisere, men har disse fælles grundlæggende træk:
- En enkel og klar rytme.
- Brug af forskellige rimformer, fx bogstavrim og enderim.

Mange remser har/og har haft bestemte didaktiske funktioner.
Tælleremser: Er populære, fx okker gokker gummiklokker....
Drilleremser: Aura for Laura, Sørens bukser flagrer.... (Sørensen s. 228-229)

Litteratur:
Bjerregaard, Povl: Børns mundtlige legekultur, I: Mogens Sørensen (red): Dansk, kultur og kommunikation, Akademisk forlag 2007