Skvat! Splat! Dingenot! Tagfat!

Børns mundtlige legekultur

Børns mundtlige legekultur omhandler alt ligefra øgenavne, kælenavne, gåder, rim, remser, vitser, gyserhistorier, fornærmelser osv. osv. (Sørensen s. 214)

Denne kultur er noget som ofte kommer til syne når børn er sammen uden at de voksne blander sig, eller når de voksne er i periferien.
Hvis man skal sætte et begreb på legekulturen er "Børns æstetisk symbolske udtryksformer" meget passende. (Sørensen s. 215)

For at være deltager i legekulturen kræver det en vis form for færdigheder for at kunne udtrykke sig og gøre brug af æstetiske teknikker, det handler om at kunne iscenesætte sig selv og performe. (Sørensen s. 215)

Familien har også stor indflydelse på at børn får tilegnet sig den mundtlige legekulturs kompetencer. De har nemlig en stor indflydelse på at viderebringe glæden ved at lege med sproget. Da det også er da voksne som kan lave sjov med sproget. (Sørensen s. 216)

Man kan dele mundtlig kultur op i 2 overleveringer.

1. Vertikal overlevering: Fra voksen --> til barn.
2. Horisontal overlevering: Fra barn --> til barn.

Men idag i det postmoderne samfund er det også vigtig at inddrage mediernes betydning for børns legekultur, da de nemlig har en stor indflydelse på denne.
Medierne er nemlig fyldt med indtryk, parodier, vitser som påvirker børns legekultur. (Sørensen s. 216)

Sprog, fortælling og mundtlig leg. 
Sproget indgår i sociale arenaer hvor der befinder sig et magtspil, især indenfor status, roller og anerkendelse. Det er velset at man er god til at beherske sproget. Fortællingen er grundlæggende for børns selvforståelse og forståelse for verden. (Sørensen s. 217)

For at kunne deltage i mundtlig humor, kræver det at man har viden og kompetencer inde for disse tre systemer:

1. Et sociokulturelt system.
   De rammer som deltagerne er fælles om, fx viden om samfund og kultur.
2. Et lingvistisk system.
   Er viden om sprogets indretning. fx fonetik og semantik og sprogets sociale funktioner.
3. Et poetisk system.
   Kompetencer for at manipulere med sproget på kreative, æstetiske måder.
   (Sørensen s. 218)

Gåder og gådevitser.
Har en enkelt og fleksibel form. Gådegætning er også en kappestrid.
For at kunne gætte det rigtige svar kræver det kompetencer inden for sproglig viden, logisk sans og fantasi. (Sørensen s. 220)

Gyserfortællinger.
Uhyggelige fortællinger  En god fortæller kendetegnes ved brug af sproglige og dramatiske virkemidler. fx stemmeføring, pausering og gestik. (Sørensen s. 222-223)

Alle børnene -genren.
En mode dille fra omkring 1990. Alle børnene -genren er en måde for børnene at udtrykke socialiseringserfaringer,  herunder kulturelle tabuer som ulykke, dumhed, død, handicap, lemlæstelse, sex, incest, voldtægt osv. (Sørensen s. 223-224)

Parodier.
En komisk efterligning af en forfatters stil, holdning, ordbrug og tonefald.
Eller fx en måde at gå, tale eller opføre sig på. 

Kort sagt - at gøre grin med noget/nogen fx en person, sang reklame. (Sørensen s. 227)

Rim og remser.
Kan være svære at kategorisere, men har disse fælles grundlæggende træk:
- En enkel og klar rytme.
- Brug af forskellige rimformer, fx bogstavrim og enderim.

Mange remser har/og har haft bestemte didaktiske funktioner.
Tælleremser: Er populære, fx okker gokker gummiklokker....
Drilleremser: Aura for Laura, Sørens bukser flagrer.... (Sørensen s. 228-229)

Litteratur:
Bjerregaard, Povl: Børns mundtlige legekultur, I: Mogens Sørensen (red): Dansk, kultur og kommunikation, Akademisk forlag 2007